Elly åbnede øjnene. Der var mørke overalt omkring hende. Hun kiggede opad imod overfladen, hvor flammerne rasede. Hun svømmede så hurtigt, hun kunne op til luften, til friheden. Med et klodset, sælagtigt og dog smukt spring landede hun på et stykke vraggods, som lå og vuggede på bølgerne. Så blev alt mørkt for hendes øjne.
Med en blød bevægelse skyllede Ellys krop op på stranden. Elly åbnede sine saltfyldte øjne og stirrede på en støvle. Den store, knaldblå støvle stod lige foran hendes ansigt og fyldte hendes synsfelt. Hun drejede langsomt sit hoved opad i en bevægelse, som umuligt kunne være god for hendes hals for at se, hvem eller hvad, der bar dette prægtige stykke fodtøj. Det gjorde ingen eller intet... Og der var kun den éne støvle. Elly rejste sig op og tog fat i støvlen. Hun vendte den på hovedet og rystede den, uden at tænke over, hvor dumt det var. Ud af støvlen dumpede et lille stykke kul. Elly forsøgte at spise kullet, da hun var meget sulten, men det var det ikke velegnet til. På et kort øjeblik skete der et utal af forskellige ting:
1. Mogens Rubinstein stak sit hoved op af vandet og råbte til Elly, at det var hans rubin, hun havde fundet.
2. Elly kastede kullet ud i vandet.
3. Kullet ramte Mogens i panden, og han faldt tilbage i vandet, hvor han ramte en krabbe.
4. Elly sagde undskyld.
5. Mogens svarede ikke.
... Og Elly levede lykkeligt til sine dages ende på den frodige, lille ø ud for Skotlands kyst. Og hvad med alle de andre? Jo, ser I: Ellys mand og børn hjemme i det hvide parcelhus nord for Vordingborg fandt hende aldrig og levede også lykkeligt til deres dages ende. Mogens Rubinstein så man aldrig noget til igen, men rygtet siger, at han svømmede ind til den skotske kyst og blev krabbefisker. Dørene i Mogens Rubinsteins hjem forblev aflåste, og gæsterne blev glemt for eftertiden.
The End - for alvor!
1 kommentar:
Åh gud, en værdig afslutning :D
Send en kommentar